Studerende: At udskyde studiereform løser ikke problemer

Skrevet af admin

24/10/2014

Dagens topnyheder

Uddannelsesminister Sofie Carsten Nielsen (R) har blot skudt massive problemer på landets universiteter et år ud i fremtiden med sit nye tiltag om at ændre en smule i den såkaldte dimensioneringsplan.

For en justering løser intet, lyder det fra Danske Studerendes Fællesråd (DSF).

- Det nytter ikke noget at udskyde en reform, der har så store konsekvenser. Det vil stadig sende universiteterne ud i en stor krise. Når man fra mange sider bliver gjort opmærksom på, at der er problemer med reformen, må man starte forfra og ikke bare skyde det et år, siger formand for DSF, Jakob Ruggard, til Ritzau.

Planen, som ministeren lancerede i sidste måned, betyder, at der skal skæres knap 4000 studiepladser væk fra de videregående uddannelser, og det har mødt hård kritik fra blandt andet de uddannelsesinstitutioner, der rammes af nedskæringerne, og fra politikere på både højre og venstre side af regeringen.

Ifølge dimensioneringsplanen skal en række uddannelser skære op til 30 procent af deres optag over tre år, men nu lægger ministeren op til, at uddannelsesinstitutionerne får et ekstra år til at indfase planen, så nedskæringerne først er fuldt gældende i 2018.

- Jeg giver uddannelserne længere tid til at nå målet om at flytte studiepladser fra studier med høj arbejdsløshed til studier med gode jobmuligheder. Målet er det samme, men justeringen rammer mildere, siger Sofie Carsten Nielsen til Berlingske.

Men Sofie Carsten Nielsen står bag en "virkelighedsfjern" reform, og hun bør tage kritikken mere alvorligt, mener Jakob Ruggaard.

- Der er brug for, at man tager modellen helt af bordet. Den kommer til at betyde lukning af uvurderlige fag for Danmark på et gennemhullet grundlag. Vi mister eksperter på vigtige fagområder, færre får adgang til uddannelse, og der vil ske massefyringer af forskere. Det skal ministeren tage seriøst, og det gør hun ikke med det her, siger han.

/ritzau/