Studie: Elever lukker sig inde med mobiler i frikvarteret

Skrevet af admin

14/06/2016

Dagens topnyheder

At være på mobilen og spille computer er nogle af de foretrukne aktiviteter i danske skolegårde.

Men det går ud over børnenes bevægelse og sociale liv i klassen, viser et netop afsluttet ph.d.-projekt ifølge Politiken. Charlotte Skau Pawlowski, der er forsker ved Institut for Idræt og Biomekanik på Syddansk Universitet, står bag studiet.

Data er indsamlet fra 2013 til 2015, og forskeren har været på 17 skoler i 17 kommuner over hele landet og observeret og interviewet 143 elever fra 4. til 6. klasse.

Formålet med ph.d.-projektet var at undersøge, hvad børnene oplevede som hæmmende for at være fysisk aktive i frikvartererne.

Til Charlotte Skau Pawlowskis overraskelse var det mobiltelefoner og iPads.

- De fylder rigtig meget. Mange af børnene sad ude eller inde med deres mobiltelefon og kiggede ned i skærmen. Når jeg interviewede dem, sagde de, at det var svært at få kontakt til hinanden, fordi de lukkede sig inde med deres telefon, siger hun til Politiken.

Kun én af de 17 skoler havde regler om brug af mobiltelefoner. Men skolerne bør ifølge Charlotte Skau Pawlowski tage stilling til, hvilke konsekvenser det kan have frit at lade eleverne bruge telefonerne, fordi det er svært for børnene at styre.

Også Jeppe Bundsgaard, der er professor ved DPU, Aarhus Universitet, og forsker i digitale læremidler, vurderer, at der er behov for, at skolerne får en mobiltelefonpolitik.

Danske børn ligger nemlig i toppen sammenlignet med andre OECD-lande, når det gælder om at være på de sociale medier. Både i fritiden og i undervisningstiden.

- Måske er vi i Danmark for naive, i forhold til hvad it-teknologen har af bagsider. Undersøgelsen her er en god anledning til at tænke over det, siger han til Politiken.

Han henviser til en Pisa-test, hvor 15-årige blev testet i dansk og matematik. Jo mere tid eleverne brugte dagligt på internettet, jo dårligere scorede de i testen.

/ritzau/