Studier får igen rekordoptag: 23.498 ansøgere får afslag

Skrevet af admin

29/07/2016

Mest læste i dag

Op igennem 00'erne og 10'erne er antallet af ansøgere til de videregående uddannelser steget støt, og 2016 bliver ikke en undtagelse.

Ifølge Uddannelses- og Forskningsministeriet er der igen i år rekord for antallet af optagne på de videregående uddannelser.

94.776 har søgt ind på en videregående uddannelse i 2016, og 66.439 er optaget, hvilket er 1138 flere personer end i 2015.

23.498 ansøgere må til gengæld tjekke optagelse.dk med skuffet mine, når de kan få besked om deres studieplads fra midnat.

Stigningen i ansøgere glæder uddannelses og forskningsminister Ulla Tørnæs (V)

- Det er rigtig godt, at rekordmange er blevet optaget på en videregående uddannelse, for uddannelse er nøglen til frihed til selv at skabe sit eget liv. Ikke mindst når man kan bruge sin uddannelse til et godt job.

- Derfor glæder det mig også, at de unge i videre udstrækning end før har søgt optagelse på uddannelser, der har gode jobmuligheder, siger hun.

Hun noterer sig især, at uddannelser som folkeskolelæreruddannelsen, diplomingeniøruddannelsen og civilingeniøruddannelsen har oplevet markante stigninger i antal ansøgere.

Alle tre studier oplevede også markante stigninger i 2016 og markerer sig altså igen som populære valg i 2016.

Det glæder blandt andet formand for Ingeniørforeningen Thomas Damkjær Petersen. Alligevel ønsker han et fortsat større fokus på at sende flere unge mod de tekniske uddannelser.

- Med en så stor efterspørgsel nytter det principielt ikke noget, hvis vi som samfund afviser unge, der har lyst til og mod på at læse til ingeniører, men jeg håber da også, at de afviste vil søge ind på en af de andre retninger, der minder om deres førstevalg, siger han.

Tallene for optagede viser, at erhvervsakademi- eller professionsbacheloruddannelserne har oplevet vækst i syv ud af ti uddannelsesgrupper.

Her er det især det samfundsfaglige område og det IT-faglige område, der er i fremgang.

Blandt bacheloruddannelserne er optaget i 2016 større på fem ud af syv uddannelsesgrupper. Størst vækst er der inden for teologi og teknisk videnskab.

/ritzau/