Sturridges kvaliteter overrasker Jürgen Klopp

Skrevet af admin

15/02/2016

Dagens topnyheder

Efter et sandt skadehelvede er Daniel Sturridge tilbage for Liverpool, og angriberen lignede bestemt ikke en fodboldspiller ude af kamptræning, da han var med til at sænke Aston Villa med 6-0 i weekenden.

Den engelske landsholdsangriber stod for målet til 1-0, men det var ikke så meget målet, der imponerede Liverpool-manager Jürgen Klopp.

- Det er ikke en overraskelse, at han scorer mål, men det overraskede mig, hvor godt han fungerede på holdet og i sine bevægelser. Han er en ægte angriber.

- Det er godt at se ham klar, og når han gemmer sig på banen, er han virkelig svær at forsvare sig imod, fordi han er altid et sted, og du kan aldrig regne hans næste træk ud, siger Klopp ifølge AFP.

Liverpools offensiv har haltet i fraværet af Sturridge, og den tyske manager erkender, at angriberens tilbagevenden er vital.

- Det er vigtigt for os, og det ændrer selvfølgelig en masse ting for os, lyder det fra Klopp.

Liverpool er på ottendepladsen i Premier League med tre point op til Manchester United på den femteplads, der giver deltagelse i Europa League i næste sæson.

Skal drømmen om Champions League i den kommende sæson realiseres, skal der hentes ni point på Manchester City på fjerdepladsen.

Der resterer 12 spillerunder af Premier League.

/ritzau/