Stybar vinder 6. etape i Tour de France

Zdenek Stybar (Etixx-Quick-Step) vandt torsdag 6. etape i Tour de France, da han kørte alene over målstregen foran favoritterne til etapesejren.

Etapen blev efter en rolig dag dramatisk mod slutningen, da et styrt ramte feltet, da de var på vej op ad stigningen kort før mål.

Styrtet ramte blandt andre Stybars holdkammerat Tony Martin, der var nede og ligge i den gule førertrøje, og tyskeren blev hjulpet i mål af holdkammerater.

Der herskede kaos til sidst på etapen, hvilket den tjekkiske rytter altså udnyttede til at hente etapesejren.

6. etape blev kørt i kuperet terræn fra Abbeville til Le Havre på den franske nordkyst, hvor vinden kan være strid.

Derfor var sidevind og splittelse i feltet på forhånd forventet på de 191,5 kilometer specielt på strækningen langs kysten på de sidste 120 kilometer.

Vejret holdt dog både tørt, og vind var der ikke meget af ude på ruten.

Med 60 kilometer igen havde et mindre udbrud omkring tre minutter, og feltet var i kontrol.

Foran sad Perrig Quémeneur (Europcar), Kenneth Van Bilsen (Cofidis) og Daniel Teklehaimanot (MTN-Qhubeka).

Feltet begyndte at forberede sig på afslutningen, hvor der var forventninger til den lille stigning Cote d’Ingouville i målbyen, og hvor en rytter som Peter Sagan (Tinkoff-Saxo) og John Degenkolb (Giant Alpecin) derfor var blandt favoritterne.

I bjergkonkurrencen sneg Daniel Teklehaimanot (MTN-Qhubeka) sig i den prikkede bjergtrøje, hvor han fører med tre point foran Joaquim Rodriquez.

En stor bedrift for sydafrikaneren og for MTN-Qhubeka, der er med for første gang i Touren og inviteret med på et wild card.

Overraskende for mange, men i det netop overståede Dauphine kørte Teklehaimanot også i bjergtrøjen.

Den grønne pointtrøje sad efter spurten på 6. etape stadig på André Greipel (Lotto Soudal) med Peter Sagan, John Degenkolb og Mark Cavendish (Etixx-Quick-Step) på de næste pladser.

Med 12 kilometer igen var forspringet nede på under et halvt minut, og feltet begyndte at stramme op. Det var stilhed før stormen før stigningen, hvor al sommer og sol blev forvandlet til kaos med den gule fører trøje nede i asfalten.

/ritzau/

Dagens Gossip