Styrelse: Asylansøgere kan bo på tomme marker

Skrevet af admin

08/10/2014

Mest læste i dag

Den kraftige stigning i antallet af personer, der kommer til Danmark for at søge asyl, har fået Udlændingestyrelsen til at tænke i nye baner for at give de mange mennesker tag over hovedet.

Det oplyser Udlændingestyrelsen til Ritzau.

- Vores helt aktuelle, supplerende tiltag er at eftersøge lejeaftaler om marker, der egner sig til opstilling af mobilhjem, siger kontorchef i Udlændingestyrelsen Thomas Mortensen i en skriftlig kommentar.

Ud over at afprøve mark-idéen har Udlændingestyrelsen indlogeret asylansøgere på højskoler, efterskoler, campingpladser og lignende i landets kommuner i samarbejde med blandt andre Røde Kors.

Siden begyndelsen af juni har styrelsen fundet over 6100 pladser til nød-indkvartering, men alligevel er der behov for et antal tusinde pladser mere i de kommende måneder.

Justitsminister Karen Hækkerup (S) siger onsdag i Politiken, at hun forventer, at der kan komme op imod 20.000 asylansøgere til landet i år. I august var hendes forventning kun 10.000.

- Vi har generelt et godt og konstruktivt samarbejde med kommunerne, og vi forsøger løbende at finde egnede pladser, også i kommuner hvor det ikke hidtil er lykkedes, siger Thomas Mortensen.

Ifølge Kommunernes Landsforening (KL) er det ikke nogen nem opgave at finde pladser, som dækker asylansøgernes basale behov for tag over hovedet og for eksempel indkøbsmuligheder.

Men ifølge KL er det nok den største udfordring, at problemerne i Syrien og Irak ikke ser ud til at forsvinde. Derfor vil mange af de tusindvis af flygtninge "helt berettiget" få tildelt flygtningestatus i Danmark.

Og så er det en opgave for kommunerne at sikre, at de bliver integreret i samfundet.

I april svarede otte ud af 10 kommuner i en undersøgelse fra KL, at det var svært at finde boliger til flygtningene.

- Det er jo endnu sværere nu, når tilstrømningen er endnu større. Det gør, at det er en kæmpemæssig opgave, som kommunerne skal være med til at løse, og det kræver en god dialog med staten, siger Jacob Bundsgaard, formand for KL's Arbejdsmarkeds- og Erhvervsudvalg.

/ritzau/