Styrtende kran dræber mindst 107 i moské i Mekka

Skrevet af admin

12/09/2015

Mest læste i dag

Mindst 107 mennesker har mistet livet, efter at en kran fredag styrtede ned i en moské i Mekka. Det skriver nyhedsbureauet AFP, som videre beretter, at 238 mennesker er kvæstet efter ulykken.

Kranen er fredag væltet ned i den kendte Masjid al-Haram-moské i Mekka i Saudi-Arabien.

Fredag aften er det stadig sparsomt med oplysninger om ulykken, men billeder fra sociale medier viser blodige lig, der ligger i gården ved moskéen.

Da ulykken skete, regnede det heftigt, og ifølge tv-stationen Al Arabiya var det kraftige vindstød, der fik kranen til at vælte.

En video på YouTube viser skrigende mennesker løbe forvirrede rundt i sekunderne efter et enormt brag fra den styrtede kran.

Ulykken sker, mens tusindvis af muslimer fra hele verden valfarter til området for at deltage i den årlige pilgrimsfærd hajj, en af de fem søjler i islam, der ventes at starte 21. september.

Masjid al-Haram-moskéen huser Kabaen - en sort terningeformet helligdom af granit fra de omkringliggende bjerge, som er et af de allerhelligste steder i islam, og som alle muslimer vender sig mod, når de beder.

De saudiarabiske myndigheder går normalt langt for at garantere sikkerheden for de mange millioner muslimer, der hvert år strømmer til Mekka på denne tid.

Sidste år reducerede kongedømmet eksempelvis antallet af pilgrimme, der fik adgang til moskéen, af sikkerhedsmæssige årsager.

Fredag er sædvanligvis ugens travleste i Masjid al-Haram-moskéen, da muslimer denne dag samles for at bede.

For tiden er et stort byggeprojekt undervejs for at øge moskéens område med 400.000 kvadratmeter, hvilket vil tillade 2,2 millioner mennesker at samles på samme tid.

Det ambitiøse byggeprojekt betyder, at moskéen er omgivet af kraner, og det var tilsyneladende en af dem, der fredag kollapsede.

/ritzau/