Styrtende kran dræber mindst 65 i moské i Mekka

En kran er fredag væltet ned i den kendte Masjid al-Haram-moské i Mekka i Saudi-Arabien. 65 mennesker meldes dræbt, oplyser myndighederne i landet.

Ud over de mange dræbte skal 154 personer være kommet til skade, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Fredag aften omkring klokken 19.30 er det stadig meget sparsomt med oplysninger om ulykken, men billeder fra sociale medier viser blodige lig, der ligger i gården ved moskéen.

Da ulykken skete, regnede det heftigt, og ifølge tv-stationen Al Arabiya var det kraftige vindstød, der fik kranen til at vælte.

Masjid al-Haram-moskéen huser Kabaen - en sort terningeformet helligdom af granit fra de omkringliggende bjerge, som er et af de allerhelligste steder i islam, og som alle muslimer vender sig mod, når de beder.

Ulykken sker få uger inden pilgrimsfærden hajj - en af de fem søjler i islam.

De saudiarabiske myndigheder går normalt langt for at garantere sikkerheden for de mange millioner muslimer, der hvert år strømmer til Mekka på denne tid.

Sidste år reducerede kongedømmet eksempelvis antallet af pilgrimme, der fik adgang til moskéen, af sikkerhedsmæssige årsager.

Fredag er sædvanligvis ugens travleste i Masjid al-Haram-moskéen, da muslimer denne dag samles for at bede.

For tiden er et stort byggeprojekt undervejs for at øge moskéens område med 400.000 kvadratmeter, hvilket vil tillade 2,2 millioner mennesker at samles på samme tid.

Det ambitiøse byggeprojekt betyder, at moskéen er omgivet af kraner, og det var tilsyneladende en af dem, der fredag kollapsede.

/ritzau/

Dagens Gossip