Suarez-gate: Rodgers træt af Arsenals julelege

En del skandaler og uheldige episoder på banen har ikke kunnet ødelægge Luis Suarez' markedsværdi, for manden er som bekendt en fænomenal fodboldspiller, og alle ved det. Det gør de også hos Arsenal, hvor man tager alle kneb i brug for at lokke uruguayaneren til London-klubben.

Og det irriterer Liverpool-manager Brendan Rodgers.

- Jeg har altid set Arsenal som en klub med klasse, men der har så været lidt af et transfer-spil i gang her. Arsenal har tydeligvis en interesse (i Suarez, red.), og den interesse viste de så med to bud, der slet ikke var i nærheden af det, som spilleren er værd, siger Brendan Rodgers ifølge BBC Sport

Rodgers understreger samtidigt, at han er overbevist om, at Suarez bliver i klubben en sæson mere - dét til trods for meldinger om, at Suarez er klar til at gå i retten for at få lov til at skifte til Arsenal.

- Vi er i total kontrol med situationen som klub, og sådan vil det forblive.

Luis Suarez kom til Liverpool i januar 2011, men først i denne sæson er han for alvor begynde at hælde mål ind - hele 30 i 44 kampe.

 

 

 

Dagens Gossip

Dagens TV