Suarez har udsigt til Barcelona-debut mod Real Madrid

Luis Suarez kan muligvis få sin debut for FC Barcelona, når storklubben møder Real Madrid på udebane i den spanske liga den 26. oktober.

Det står klart, efter at det spanske ligaprogram blev offentliggjort torsdag.

Den tidligere Liverpool-angriber er i øjeblikket i gang med at afsone fire måneders karantæne efter sommerens VM-skandale, hvor Suarez bed en modstander i skulderen under et opgør mellem Uruguay og Italien.

Suarez' karantæne udløber samme dag som opgøret på Bernabeu, hvilket betyder, at sidste sæsons Premier League-topscorer kan gå på banen i Madrid.

Den internationale sportsdomstol, CAS, kan dog nå at ændre på karantænelængden, da Fifa-dommen er blevet anket af Suarez.

Barcelona får besøg af Real Madrid den 22. marts 2015 i det modsatte opgør mellem de to spanske giganter.

Madrilenerne åbner sæsonen den 25. august mod oprykkerne fra Cordoba. Her får James Rodriguez og Toni Kroos sandsynligvis ligadebut. Barcelona tager hjemme imod Elche.

De regerende mestre fra Atlético Madrid starter ud mod Rayo Vallecano, der har fordel af hjemmebane.

/ritzau/

Dagens Gossip