Suarez må acceptere at blive i Liverpool

Arsenal har gjort kraftige tilnærmelser til Liverpools guldfugl det meste af sommeren. Først med et bud på 30 millioner pund og senere på 40 millioner. Begge bud er dog blevet afvist og på trods af, at Luis Suarez i stærke vendinger har ønsket at komme væk fra klubben, må han acceptere, at Liverpool vil beholde ham.

- På et tidspunkt vil han acceptere, at klubben ikke har tænkt sig at sælge ham, siger Brendan Rodgers. 

Suarez sagde tidligere på måneden, at Liverpool havde løjet for ham, da han mente at være blevet lovet, at han kunne forlade klubben, hvis holdet ikke kom med i Champions League næste sæson. Samtidig proklamerede han, at han kun ville spille for en klub, der er med i Champions League.

På baggrund af de udtalelser blev Suarez ekskluderet fra resten af truppen i opstartsfasen og blev bedt om at træne for sig selv.

Brendan Rodgers tror dog, at Suarez kommer til fornuft og igen vil træne med de øvrige stjerner.

- Det har været en svær periode for ham, men det er mit job at beskytte holdet. Når han finder frem til den rette ånd igen, vil han få lov træne med resten af holdet, siger Rodgers.   

Dagens Gossip