Suarez: Spanien har været en drøm hele mit liv

- Det er med et tungt hjerte, at jeg forlader Liverpool for et nyt liv og nye udfordringer i Spanien.

Sådan indleder Luis Suarez et statement på Liverpools hjemmeside, kort efter det blev officielt, at han skifter til spanske FC Barcelona.

Han henvender sig direkte til Liverpools fans, som han takker for støtten.

- Jeg håber, at I alle kan forstå, at jeg har truffet denne beslutning. Klubben gjorde alt, den kunne, for at få mig til at blive, men at spille og bo i Spanien, hvor min kones familie bor, har været en livslang drøm og ambition. Jeg føler, at tiden er den rette nu, lyder det fra Suarez.

Han spillede en markant rolle, da Liverpool i den forgangne sæson spillede med om det engelske mesterskab for første gang i flere år.

Således blev han topscorer i Premier League.

- Jeg er meget stolt over at have hjulpet Liverpool tilbage til Premier Leagues top og især tilbage til Champions League.

- Jeg ønsker Brendan Rodgers og hele holdet alt godt i fremtiden. Klubben er i gode hænder, og jeg er sikker på, den vil blive succesfuld i den kommende sæson, siger Suarez.

Han får en femårig kontrakt i Barcelona

/ritzau/

Dagens Gossip