Suarez tilstår 'voldelig adfærd'

Det sker som reaktion på, at det engelske fodboldforbund, The FA, mandag sigtede Liverpool-spilleren for voldelig adfærd på baggrund af video-materiale fra kampen. Suarez fik et døgn til at reagere på sigtelsen, og nu har uruguayaneren accepteret FAs anklage om 'violent conduct'.

Det betyder dog ikke, at sagen er et overstået kapitel. For The FA sagde også mandag, at Luis Suarez bør idømmes en hårdere straf end standarden i sager om voldelig adfærd, der lyder på tre spilledages karantæne. Og den del af sigtelsen vil Liverpool-angriberen ikke acceptere.

- Suarez afviser FAs påstand om, at standard-straffen på tre dage er klart utilstrækkelig for denne udåd, skriver det engelske fodboldforbund på sin hjemmeside.

Det bliver nu op til en uafhængig regel-kommission at afgøre, om Suarez-biddet er en gennemsnitlig forseelse, der takseres til tre spilledages karantæne, eller om The FAs krav om, at der skal slås hårdere ned, skal følges. Den uafhængige regel-kommission tager fat på sagen onsdag.

Luis Suarez er tidligere blevet dømt for at bide en modstander. Det skete i hans tid i hollandsk fodbold, hvor han som Ajax-spiller fik syv spilledages karantæne.

Den 26-årige Liverpool-topscorer har også afsonet en otte dages karantæne for racisme rettet mod Manchester Uniteds Patrice Evra.

Dagens Gossip