Suarez vil bruge Fifa-ballade til at få ophævet straf

Skrevet af admin

29/05/2015

Dagens topnyheder

Den uruguayanske fodboldspiller Luis Suarez vil bruge den nuværende ballade i Fifa til at få annulleret sin landsholdskarantæne.

Angriberen fra FC Barcelona fik under sidste sommers VM i Brasilien ni kampes karantæne fra landsholdet, fordi han bed en modstander.

I lyset af arrestationerne af nogle af Fifas øverste ledere på grund af mistanke om korruption mener Luis Suarez og Uruguays spillerforening, at der er basis for at se på, om ikke karantænen skal ophæves.

Sammen med spillerforeningen vil Luis Suarez præsentere den internationale spillerforening, Fifpro, for et oplæg, som dernæst skal sendes videre til Fifas eksekutivkomité.

Det fortæller spillerforeningens juridiske rådgiver, Ernesto Lotti, til nyhedsbureauet Reuters.

- Disse nye fakta kaster et mistænkeligt lys over alle Fifas beslutninger over de seneste år. Vi har ingen beviser på, at der er foregået noget ulovligt i forbindelse med hans karantæne, men heller ingen garantier for, at der ikke er, siger Ernesto Lotti.

Ifølge Lotti var et af de arresterede højtstående Fifa-medlemmer, venezuelaneren Rafael Esquivel, med i den eksekutivkomité, som besluttede at give Suarez karantæne.

Dommen lød dengang på fire måneders karantæne fra al fodbold og ni landskampe, hvor der er noget på spil - altså kvalifikationskampe eller turneringer.

Derfor går Luis Suarez glip af sommerens Copa America i Chile - medmindre hans karantæne bliver ophævet.

/ritzau/