Succes-iværksætter investerer i delebil-tjeneste

Iværksætteren bag take-away-succesen Just-Eat i bagagen og en række investeringer i iværksættervirksomheder i den digitale verden, Jesper Buch, har nu sendt endnu en investering efter en dansk iværksættervirksomhed.

Det er den digitale tjeneste Gomore, som understøtter samkørsel ved at hjælpe folk til at finde kørelejlighed eller ekstra passagerer til køreturen - og tjene på det. Gomore har eksisteret siden 2005 og er stiftet af Matias Møl Dalsgaard, der er direktør for firmaet, som i dag drives af et team på fire personer.

Med sin investering vil Jesper Buch løfte tjenesten fra at være en samkørsels-subkultur til at være en mainstream-tjeneste i Danmark - og siden på de europæiske markeder, lyder målet.

"Gomore har eksisteret nogle år - lidt som en sidebeskæftigelse, men er det seneste par år vokset stærkt i brugere og besøgende. Det er et ekstremt spændende "space" at gå ind i. Der er store aktører i Tyskland, England og USA, som har fået masser af funding (investering, red.), men jeg tror på, at vi kan blive store. Først i Danmark, herefter på de øvrige europæiske markeder," lyder det fra Jesper Buch om forventningerne til sin investering i Gomore.

En Airbnb-model

Succes-iværksætteren, der siden han forlod take-away-portalen Just-Eat har investeret i en række digitale virksomheder i Danmark, betegner Gomore som en slags "Airbnb-model".

Netop amerikanske Airbnb har opnået succes med at gøre det muligt for private at leje deres boliger ud - og beskrives generelt som en af frontløberne inden for feltet community handelsplatforme.

"Hvad Airbnb er som alternativ til at bo på hoteller, det er Gomore for taxaer. I dag er der i gennemsnit 1,37 person i hver bil i Danmark. Hvis vi kan gøre det mainstream at søge efter de måske 60 biler omkring dig, som skal i samme retning, som du skal, er der et stort potentiale at hente," vurderer Jesper Buch.

Gomores første investering

For Gomore er investeringen på et par millioner kroner, som investoren Jesper Buch beskriver den, den første større investering, iværksættervirksomheden har fået tilført virksomheden.

Hidtil har teamet bag Gomore arbejdet med projektet ved siden at andre job, men fremadrettet kommer der til at stå iværksætter på alle arbejdstimer.

"Vi har nu arbejdet en del år på at samle medlemmer til tjenesten - og har set antallet få fart på særligt det seneste par år. Vi har for halvandet år siden for alvor sat ind på at få opgraderet tjenesten med nye partnere og en professionel drift af sitet. Nu har vi fået en finansiering på plads, der betyder, at vi kan arbejde fuld tid på projektet og yderligere professionalisere af forretningen digitalt," siger direktør for Gomore Matias Møl Dalsgaard.

Ifølge Matias Møl Dalsgaard har tjenesten i dag 71.000 brugere, hvoraf de cirka 30.000 er kommet til inden for det seneste år. Indtil videre er det gratis at benytte tjenesten, ligesom brugeren selv klarer betalingen kontant i bilerne.

Udlejning kan være næste skridt

Fremadrettet er det ifølge Matias Møl Dalsgaard blandt andet på de områder, forretningen skal forfines den kommende tid.

"Indtil videre har vi hentet indtjening til udvikling af tjenesten ved at sælge løsninger til store arbejdspladser med udvidede løsninger," siger Matias Møl Dalsgaard.

Ud over yderligere strøm til digitaliseringen af tjenesten, kan næste skridt blive en service, som også gør det muligt for private at leje deres biler ud. Den type tjenester er der dukket flere af op i USA, hvor de har høstet megen opmærksomhed på tech-iværksætter-scenen.

I Danmark er der imidlertid en række juridiske ting i forhold til udlejning af biler, som skal på plads, inden det skridt kan tages.

Dagens Gossip