Succes med jobrotation i Horsens

40 ud af 100 pædagoger/medhjælpere, der har deltaget i Horsens Kommunes rotations- og kompetenceudviklingsprojekt, kan nu vinke farvel til arbejdsløshed.

De ledige har siden august sidste år løbende været vikarer for pædagogerne, mens de har været på et syv uger langt kursus i at få børn på alle niveauer til at trives i daginstitutionen.

- Det er første gang, pædagogerne har været af sted på et længerevarende kursus. Dét er i sig selv et kæmpe kompetenceløft. Sidegevinsten er så, at forholdsvis mange af vikarerne efterfølgende enten har fået job eller er startet på en uddannelse, fortæller Anne Bust, der er dagtilbudschef.

Succesen med jobrotation skal nu overføres til andre områder i Horsens Kommune.

- Når vi kan slå to fluer med ét smæk ved at forene kompetenceløft med beskæftigelse på dagtilbudsområdet, vil det helt sikkert også kunne lykkes andre steder. Det er derfor vigtigt, at vi fremover har fokus på hvilke områder, der vil egne sig til jobrotation, siger Bjarne Sørensen (SF), formand for Beskæftigelsesudvalget.

Lone Ørsted (S), formand for Børne- og Skoleudvalget, hæfter sig især ved projektets pædagogiske tiltag:

- Fremtidens store udfordring bliver social inklusion. Det vil sige at give hvert enkelt barn mulighed for – på dets egne præmisser – at være en del af et socialt fællesskab. Det har pædagogerne fået redskaber til på kurset.

Dagens Gossip