Succesfulde Todd: Jeg har forelsket mig i tyskerne

Der er noget, Colin Todd ikke kan forstå. Om danskerne, om dansk mentalitet. Det har noget med frihed at gøre, for den britiske træner troede, at en vis grad af frihed løftede danskerne fra middelmådighedens hamsterhjul til stjernehimmelens pariserhjul.

- Der er noget, der er kommet bag på mig, siger Colin Todd og rynker panden, så de to snævre sprækker omkring hans øjne udvider sig.

- Jeg oplever, at det kan være svært at ændre kulturen her. I Danmark kan man lide, at alt er sat i skema, i faste rammer. Der skal være et program, man følger, og som nærmest er fastlagt på månedsbasis. Det er der også i Randers, og jeg forsøgte at ændre det, gøre det lidt anderledes, smide lidt frihed ind, siger Colin Todd og fortsætter:

- For måske kommer jeg til træning en mandag og vil forsøge noget andet, træne helt anderledes eller måske give hele holdet fri. Altså et element af overraskelse, forsøge at ruske op i tingene. Men de ville ikke acceptere det, så jeg måtte opgive det. Man sidder for meget fast i rutinerne, der er ingen plads til spontanitet, siger Todd.

Og det er måske ikke så skidt. For den 64-årige træner har ført oprykkerholdet til en finaleplads i pokalturneringen og en aktuel, sensationel bronzeplads i ligaen. Som en sand engelsk gentleman - han er nu fra en minearbejderfamilie i Durham County - giver han æren til sine spillere.

For selv om danske spillere ikke er meget for at bryde ud af de daglige rutiner, så hylder Todd de danske spilleres talent og mentalitet på banen.

- Første gang, jeg var i Danmark, var, da jeg var manager i Bolton, og jeg var her for at scoute spillere. Først tog jeg til Lyngby, men efter en halv time kom jeg til Parken for at se FCK, hvor jeg så spillere som Per Frandsen og Michael Johansen, og jeg oplevede også Claus Jensen. Spillere vi hentede og spillere med et fantastisk talent og mentalitet, siger Todd.

- Men det, jeg er mest overrasket over, er, hvor mange unge talenter her er lige i øjeblikket. De bliver uddannet og skolet på den rette måde, og deres mentalitet er virkelig stærk. Det er imponerende, siger Todd.

Her træder Colin Todd direkte ind i en vis rød tråd. For de fleste unge danske talenter bliver opflasket med DBUs og Morten Olsens boldbesiddende, kombinationsvægtige stil, en slags hollandsk eller Barcelona-agtig tilgang til spillet.

Alt andet end den stil, Randers FC og Colin Todd praktiserer, vil nogle kritikere hævde og har gjort det. Succesen kan ingen tage fra Randers, men måden, det er sket på, er måske ikke så Olsen-kompatibelt.

- Som alle andre fodboldfans elsker jeg at se Barcelona, men jeg må sige, jeg har forelsket mig i tyskerne. Den tyske filosofi er én, hvor man kan vinde en kamp uden at spille bolden til hinanden 20 gange i træk i et angreb, men kan gøre det ved at aflevere to-tre gange til hinanden, siger Todd.

- Og det er forskellen på den spanske og tyske stil. Spanierne sætter mange afleveringer sammen, manipulerer nærmest bolden rundt, mens tyskerne ikke er deciderede direkte, for de spiller jo gennem midtbanen, men hvis de kan komme af sted med at score ved kun at have brugt to afleveringer, så gør de det, siger han. - Hvad angår Randers, vil vi gerne spille med bolden, og i denne sæson har vi haft mere boldbesiddelse end tidligere, og vi forsøger at få vores midtbane med i opbygningen. Vi vil rigtigt gerne ramme vores forreste mand hurtigt, men jeg er ikke fortaler for den slags direkte fodbold, hvor man med høje bolde over midtbanen forsøger at ramme angriberen, siger han.

- Alle vil spille flot fodbold, men jeg må bare sige, at hvis man skal vinde kampe, er det nødvendigt at spille den hurtigt op på modstandernes halvdel. Derfor elsker jeg den tyske stil, og den engelske fodbold har en stil, hvor, hvis man har brug for at få den op til forreste mand hurtigt, så gør man det. Den spillestil, jeg elsker mest er Arsenals og Tottenhams. Tottenham har flair, de har evnerne, og de er dygtige til hurtigt at straffe en modstander hårdt.

Opgaven for Colin Todd er altså ikke at overføre andre klubbers spillestil til Randers, men kun at lade sig inspirere af den. Argumentet med, at Randers aktuelle tredjeplads i ligaen er et udtryk for ligaens svaghed, køber han ikke.

- Det er alle klubbers opgave at hæve standarden til FCKs niveau. Der er mange store klubber i Danmark, så som OB, FCM og AGF, men hvad angår Randers må man huske, at vi er en lille klub, der kun har været i gang på dette niveau i 10 år. Hvad vi har opnået i denne sæson har været ekstraordinært. Vi har helt sikkert overrasket mange folk, siger han.

Trods sine 64 år har han stadig entusiasmen. Og selv om der ikke er kommet noget officielt ud endnu, fortsætter succestræneren i Randers.

- Det er helt sikkert, at jeg fortsætter i Randers efter sommerferien og gerne i mange år endnu. Jeg føler, jeg har entusiasmen, jeg elsker at træne, og det tidspunkt, jeg mister engagementet, stopper jeg. Se på Sir Alex Ferguson, der med sin alder kan fortsætte med at udvikle og strukturere klubben og producere nye spillere hele tiden, siger han.

- Jeg bliver mest motiveret af mine egne spillere. Hvis de ikke er motiverede, er jeg det heller ikke og omvendt. Vi tabte til Horsens 1-0, og mandagen efter sagde jeg til spillerne:

’Jeg håber, at I er klar over, hvad I har præsteret i denne sæson: En pokalfinale, chance for Europa, mulighed for bronze. Hvis I ikke er motiverede for at gribe disse muligheder med fem kampe tilbage, ja så har vi et problem’.

Dagens Gossip