Succesrig FCK-back: Jeg skal til en af de store ligaer

Skrevet af admin

19/09/2014

Mest læste i dag

Siden 2011 har den svenske venstre back Pierre Bengtsson huseret på FC Københavns venstre side med stor succes. Men til nytår er det slut.

Den svenske landsholdsspiller, der torsdag aften var med til at vinde 2-0 over HJK Helsinki i Europa League, fortæller, at han ikke forlænger sin kontrakt med klubben, når den udløber ved årsskiftet.

Til spørgsmålet om, hvorvidt Bengtsson håber på at komme til at spille i en af de store ligaer som Bundesligaen eller Premier League, svarer han klart.

- Det kommer jeg til, så det er jeg ikke bekymret for, siger Pierre Bengtsson.

Det kan derfor lyde som om, at Bengtsson tager turen til en af verdens store ligaer efter nytår, men intet er endnu blevet offentliggjort.

Samtidig kunne Bengtsson løfte sløret for, at den fremtidige klubdestination måske allerede er på plads.

- Jeg har en fornemmelse af, hvor jeg skal hen, men det vil jeg ikke sige noget om endnu, lyder det fra Bengtsson med et skævt smil.

- Mens jeg er i klubben, vil jeg holde et professionelt fokus og blive ved med at levere gode præstationer både for min egen skyld, men også for klubben og mine holdkammerater, siger Pierre Bengtsson.

En ting, der dog er på plads, er, at FC København allerede har Bengtssons afløser klar. Endnu en svensker står klar til at overtage pladsen, når Bengtsson forlader klubben. Ludwig Augustinsson skifter nemlig til københavnerne fra IFK Göteborg ved årsskiftet.

/ritzau/