Sudan rystet af blodig uro

Urolighederne er de værste siden præsident Omar al-Bashir kom til magten i 1989, og startede mandag, men tog til i styrke onsdag og torsdag, hvor de yderligere spredte sig fra hovedstaden til Khartoum til andre byer i Sudan. Det gjaldt blandt andet Port Sudan, der ligger 1.000 kilometer nord for hovedstaden.

Ifølge AFP har politiet bekræftet, at 29 er døde, men Amnesty International sætter tallet til 50. Alle ofre er ifølge oplysningerne skudt i enten bryst eller hoved.

Lokale aktivister i Sudan angiver imidlertid det reelle dødstal til mindst 100.

Amnestys afrikanske afdeling fordømmer drabene og det afrikanske Centre for Justice and Peace Studies opfordrer til, at myndighederne »undersøger sikkerhedsstyrkernes anvendelse af skarp ammunition og drab på demonstranter«.

Sudan styres under præsident al-Bashir med hård hånd, og guvernøren for Khartoum har på TV erklæret, at myndighederne vil bruge »en jernnæve« mod alle, der »ødelægger offentlig ejendom«.

Vinden fra det såkaldt »Arabiske Forår«, der i 2011 fejede adskillige nordafrikanske diktatorer af pinden, gik fuldstændigt uden om det sydligere beliggende Sudan, men en erklæring fra en såkaldt alliance af unge revolutionære i Sudan, som AFP citerer, opfordrer demonstranterne til at holde »fast i revolutionen » indtil regimet er faldet, ligesom de opfordrer sikkerhedsstyrkerne til at stille sig på folkets side.

Omar al-Bashir der er efterlyst for krigsforbrydelser ved Den Internationale Straffedomstol i Haag, havde indtil for få dage siden til hensigt at rejse til New York for at deltage i FNs generalforsamling, men er blevet hjemme.

Officielt fordi han ikke har fået visum til USA.

Dagens Gossip