Sudan: Vores præsident rejser hjem fra Sydafrika

Skrevet af admin

15/06/2015

Dagens topnyheder

Sudans præsident, Omar al-Bashir, der har forbud mod at forlade Sydafrika, før en domstol har taget stilling til en international begæring om at fængsle ham, vil under alle omstændigheder forlade landet senere mandag, siger en talsmand for den sudanske leder.

- Vi forlader Sydafrika i dag, fastslår talsmanden Mohamed Hatem.

Men ifølge den sydafrikanske avis Mail and Guardian er der modstriden rapporter om, hvor Bashir befinder sig. Nogle oplysninger tyder på, at han allerede har forladt landet.

Avisen Mercury skriver således, at det har fået oplyst, at Bashir under stor politieskorte har forladt Sydafrika.

Omar al-Bashir er eftersøgt af Den Internationale Straffedomstol (ICC) i Haag for folkedrab, krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden i Sudans vestlige Darfur-region.

En sydafrikansk dommer gav søndag Sudans præsident forbud mod at forlade Sydafrika, før domstolen i Pretoria har taget stilling til begæringen om at fængsle ham.

Men sudanske regeringsembedsmænd siger, at begæringen om en tilbageholdelse af Bashir ikke har nogen betydning, da den sydafrikanske regering har inviteret Bashir til landet i forbindelse med topmødet i Den Afrikanske Union (AU).

Deltagerne i topmødet har diplomatisk immunitet.

Den sudanske udenrigsminister har også understreget, at Sudans leder rejser hjem som planlagt.

- Vi retter os ikke efter nogen domstolsbeslutning. Vi er her som den sydafrikanske regerings gæster. Den regering har givet os forsikringer, sagde udenrigsminister Ibrahim Ghandour til nyhedsbureauet AFP søndag.

Det sydafrikanske regeringsparti, ANC, har reageret med vrede over søndagens domstolskendelse. Partiet beskylder ICC for at være for vestligt præget og udelukkende gå efter afrikanere.

Flere menneskeretseksperter påpeger imidlertid, at Sydafrikas regering har tilsluttet sig ICC og derfor skal anholde og udlevere Bashir.

Det var menneskerettighedsgruppen The Southern African Litigation Centre, der bad en domstol i Pretoria om at beordre Bashir anholdt på førstedagen af topmødet i AU.

Domstolen afgjorde, at Bashir ikke må forlade Sydafrika, før domstolen har behandlet fængslingsanmodningen. Det skal efter planen ske ved et retsmøde mandag klokken 11.30 dansk tid.

/ritzau/Reuters