Sudans eftersøgte præsident vil til FNs generalforsamling

Den amerikanske regering har opfordret til, at Omar Hassan al-Bashir bliver stillet for Den Internationale Straffedomstol i Haag, så han kan blive straffet for sin rolle i folkemordet i Darfur i Sudan.

En fremtrædende embedsperson fra det amerikanske udenrigsministerium sagde ifølge Reuters i sidste uge, at Sudans præsident ikke skal forvente »en varm velkomst«, hvis han kommer til New York til generalforsamlingen.

En række menneskerettighedsorganisationer kræver, at Omar Hassan al-Bashir bliver anholdt af de amerikanske myndigheder, hvis han rejser ind i USA.

Det er endnu uvist, om præsidenten har fået visum til USA, men under pressekonferencen oplyste han ifølge Reuters sin planlagte rejserute.

»Vi har booket flyruten via Marokko, og vi har booket et hotel,« sagde han og tilføjede, at han havde ret til at deltage ved FNs generalforsamling.

Han afviste, at de amerikanske myndigheder kunne anholde eller afhøre ham, da USA ikke er medlem af Den Internationale Straffedomstol.

Straffedomstolen udstedte arrestordrer på Omar Hassan al-Bashir i både 2009 og 2010. Domstolen ønsker at føre en sag mod ham på anklager om, at han har orkestreret krigsforbrydelser og folkemord.

For 10 år siden førte primært ikke-arabiske stammer an i et oprør mod præsidentens regering. Mere end 200.000 mennesker mistede livet i konflikten i Darfur i 2003, og omkring to millioner mennesker blev tvunget på flugt fra deres hjem.

Omar Hassan al-Bashir afviser anklagerne og kalder rapporterne om massedrabene for overdrevne.

Dagens Gossip