Sudirman Cup: Danmark taber til Indonesien

Skrevet af admin

13/05/2015

Dagens topnyheder

Overraskelsen udeblev, da Danmarks badmintonlandshold onsdag spillede den anden gruppekamp ved Sudirman Cup, VM for blandede hold.

Danmark er i Dongguan bagud med 1-3 mod Indonesien, der dermed vinder kampen og gruppen uanset udfaldet af den afsluttende mixeddouble.

Begge hold var på forhånd sikre på at gå videre til kvartfinalerne.

Danmark går videre som gruppetoer, og det betyder, at supermagten Kina kan blive modstanderen i kvartfinalerne.

Danmark stillede op med Kim Astrup og Anders Skaarup i herredouble, så Mads Conrad-Petersen og Mads Pieler Kolding fik et hvil.

Astrup og Skaarup leverede i første halvdel af kampen en meget flot indsats mod Mohammad Ahsan og Hendra Setiawan, men til sidst var de indonesiske eksverdensmestre alligevel for stærke.

Cifrene blev 21-23, 21-16, 21-12 i indonesernes favør.

Herefter var det tid til et nøgleopgør, hvis Danmark skulle have en chance for at vinde over Indonesien.

Det lykkedes dog ikke for Line Kjærsfeldt at vinde sin damesingle mod Bellaetrix Manuputty, der som nummer 51 på verdensranglisten rangerer 12 pladser under danskeren.

Indoneseren sejrede med cifrene 21-15, 21-18, og dermed så det for alvor sort ud for de danske sejrschancer.

Dog ikke i den efterfølgende herresingle, hvor verdens nummer tre, Jan Ø. Jørgensen, som ventet ikke havde problemer mod Firman Abdul Kholik, der er nummer 71 på verdensranglisten.

Danskeren vandt 21-8, 21-10.

- Det var rigtig rart at komme i gang her ved Sudirman Cup.

- Jeg har døjet med lidt skader og har ikke haft den perfekte forberedelse, men jeg er glad for, at kroppen føles godt, siger Jan Ø. Jørgensen.

Så var det op til Maria Helsbøl og Maiken Fruergaard at skabe en sensation mod Nitya Krishinda Maheswari og Greysia Polii, der ligger nummer syv på verdensranglisten.

Det lykkedes ikke, for indoneserne vandt 21-16, 21-13 og sikrede den samlede sejr.

/ritzau/