Sufileder hakket til døde i voldsramte Bangladesh

Skrevet af admin

07/05/2016

Mest læste i dag

I en lund med mangotræer i det nordvestlige Bangladesh er liget af en savnet sufileder blevet fundet i en blodpøl. Politiet formoder, at det er islamister, som står bag drabet.

Det meddeler nyhedsbureauet AFP lørdag. I den seneste tid er Bangladesh blevet ramt af en byge af vold mod religiøse minoriteter, liberale aktivister og udlændinge. Alene siden april er seks blevet dræbt.

Den 65-årige sufileder Mohammad Shahidullah havde været savnet, siden han forlod sit hjem i byen Rajshahi fredag morgen. Hans lig, der var blevet hakket i stykker, blev fundet af lokale.

- Han var ikke en berømt sufileder. Men det er sandsynligt, at han blev dræbt af islamistiske militante, siger chefen for det lokale politi, Nisharul Arif, til AFP.

Sufisme er en retning inden for islam, som en stor del af Bangladeshs overvejende sunnimuslimsk befolkning betragter som kættersk.

I de sidste fem uger er to homoseksuelle aktivister, en liberal professor, en ateistisk aktivist og en hinduistisk skrædder, som skal have kommet med nedsættende kommentarer om profeten Muhammed, blevet hakket til døde.

Islamisk Stat (IS) og en lokal gren af al-Qaeda har påtaget sig ansvaret for flere af drabene. Men landets regering nægter, at de islamistiske grupper har fodfæste i landet og giver lokale militante skylden.

Ifølge analytikere udgør radikale islamister dog en stadig større fare i landet. Bangladesh er officielt en sekulær stat, men en langtrukken politiske krise har radikaliseret modstanderne af regeringen.

Landet har været i højeste beredskab, siden højesteret dømte lederen af det islamistiske parti Jamaat-e-Islami til døden.

Motiur Rahman Nizami blev kendt skyldig i drab og voldtægt. Han blev også dømt for at have beordret drabene på intellektuelle under landets kamp for selvstændighed fra Pakistan i 1971. Han bliver formentlig hængt indenfor kort tid.

/ritzau/AFP