Sultestrejken griber om sig i Guantanamo

De officielle meldinger fra fangelejren går ifølge flere internationale medier på, at 100 fanger ikke spiser, mens advokaterne for nogle af fangerne siger, at op mod 130 har sluttet sig til den sultestrejke, der startede 6. februar.

Ifølge de sultestrejkendes advokater skyldes aktionen den håbløse situation, som fangerne i lejren befinder sig i. Størstedelen af de 166 fanger i lejren har tilbragt omkring 11 år bag tremmer, størstedelen uden at være dømt, og nu har de mistet håbet om at blive løsladt.

Halvdelen af fangerne i lejren er blevet godkendt til løsladelse eller overførsel til fængsler i deres hjemlande af præsident Barack Obamas administration, men den amerikanske kongres har helt formået at blokere løsladelserne og præsidentens ønske om at lukke Guantanamo.

Mere end 50 advokater for de indsatte i lejren skrev i sidste uge til den nye amerikanske forsvarsminister, Chuck Hagel, for at få hans hjælp til at bremse sultestrejken. Ifølge advokaterne har fangerne mistet troen på, at lejren vil blive lukket.

Dagens Gossip