Sultestrejkende Pussy Riot-medlem indlagt

24-årige Maria Alyokhina blev sammen med to andre medlemmer i august sidste år idømt to års fængsel for at have protesteret mod Kreml i Moskvas katedral. Et halvt år forinden optrådte de ulovligt i katedralen, hvor de blandt andet bønfaldt Jomfru Maria om at smide landets præsident, Vladimir Putin, ud, ligesom de forsøgte at gøre opmærksom på, at den russisk-ortodokse kirkes ledelse støtter præsidenten.

»I dag har fængselsvæsenet besluttet at indlægge hende på hospitalet, efter hun har sultestrejket i en uge,« fortæller Pjotr Versilov, der gift med Pussy Riot-medlem Nadesjda Tolokonnikova, der ligeledes afsoner to års fængsel, og som i sidste måned fik afslag på en anmodning om prøveløsladelse.

Han fortæller yderligere, at Maria Alyokhina efter omstændighederne har det godt, og at hun nu modtager behandling.

Fængslet bekræfter ifølge Reuters, at hun er blevet bragt til hospitalet.

»Hendes blodtryk faldt, og hun fik de nødvendige indsprøjtninger,« siger en pressemedarbejder fra fængslet til det russiske nyhedsbureau Itar Tass ifølge Reuters.

Ifølge Pjotr Versilov opgav Maria Alyokhina at spise og har kun drukket vand siden den dag for en uge siden, hvor hun blev nægtet at overvære retsafgørelsen om sin anmodning om prøveløsladelse, hvilken hun ligeledes blev nægtet.

Det tredje dømte medlem, Jekateria Samutsevitj, blev efter domsafsigelsen i august sidste år benådet og løsladt i oktober.

Maria Alyokhina og Nadesjda Tolokonnikova afsoner deres straf i hvert deres fængsel.

Dagens Gossip

Dagens TV