The Sun afslutter tradition med topløse kvinder

Den britiske tabloidavis The Sun har uden større postyr afsluttet en årtier gammel tradition med at bringe topløse kvinder på side tre.

The Times, der ligesom The Sun ejes af milliardæren og mediemogulen Rupert Murdochs koncern News UK, skrev tirsdag, at fredagsudgaven af The Sun i sidste uge var den sidste med en nøgenmodel. Dermed er en 44 år gammel tradition bragt til ophør.

- The Sun vil ikke længere bringe topløse modeller på side tre, skriver The Times, som tilføjer, at beslutningen blev truffet sidste år, da Murdoch omtalte avisens side tre som "gammeldags."

Den britiske undervisningsminister, Nicky Morgan, som er ansvarlig for ligestilling i regeringen, byder nyheden velkommen.

- Det er en beslutning, som burde være truffet for længe siden, og den er udtryk for et lille, men betydningsfuldt skridt frem mod bedre mediedækning af kvinder og piger, siger hun og tilføjer:

- Jeg håber meget, at det forbliver en permanent beslutning.

The Sun er Storbritanniens mest sælgende avis og har et oplag på omkring 2,2 millioner.

På tabloidavisen bliver historien nedtonet og delvist dementeret.

- The Sun har ikke klart meldt ud, hvad der vil ske med side tre, siger avisens pressetalsmand, Dylan Sharpe.

I tirsdagens udgave af The Sun er der på side tre et foto af kvindelige skuespillere i bikinier, mens der mandag blev bragt et foto af en model i undertøj.

I avisens online-udgave har læserne mulighed for at klikke på topløse fotos af "Lucy fra Warwick", hvilket tyder på, at de topløse fotos er flyttet væk fra printudgaven, men kan ses på nettet.

Side tre i The Sun har haft afgørende betydning for topmodeller som Samantha Fox (i 1980'erne) og Katie Price i 1990'erne.

En meningsundersøgelse foretaget af Yougov i 2012 viste, at 61 procent af de adspurgte gik ind for at bevare side tre, som den var.

Modellen Jodie Marsh giver i en serie af tweets udtryk for vrede over de mange kritikere af den gamle side tre.

- Jeg var glad for at lave side tre. Jeg følte mig magtfuld og havde fuld kontrol over situationen. Det er ikke feminisme at fortælle piger, at de ikke må posere topløse. Kvinder bør gøre, hvad de vil, siger hun.

/ritzau/AFP

Dagens Gossip