SUN-AIR åbner ny rute fra Billund til Zürich

Det danske luftfartsselskab SUN-AIR, der flyver som franchisepartner med British Airways, åbner sin 12. direkte rute fra Jylland den 28. april. Ruten mellem Billund og Zürich bliver åbnet i samarbejde med flere store jyske virksomheder.

- Det er med stor glæde, at vi nu får en direkte rute til Zürich fra Billund. Vi har efterspurgt denne rute i mange år, og vi glæder os til at udvikle samarbejdet på ruten, så den bliver en succes, siger Grundfos’ Group Vice President, Klavs Hornum.

Der bliver en returflyvning fem dage om ugen på følgende dage: mandag, tirsdag, torsdag, fredag og søndag.

- Vores strategi er at tilbyde direkte ruter ud af Jylland i samarbejde med det jyske erhvervsliv, og den strategi følger vi med åbningen af ruten til Zürich. Vi er meget glade for samarbejdet med erhvervslivet og oplever allerede nu en meget stor interesse og opbakning fra de mange jyske virksomheder, der har afdelinger i Zürich, fortæller SUN-AIRs CEO, Niels Sundberg og fortsætter:

- Den store interesse og opbakning kommer ikke alene fra dansk side, men også de flere end 5500 danskere, der er bosat i Schweiz, har vist stor interesse for den direkte rute til Billund.

Ruten vil blive fløjet med et af SUN-AIRs Dornier-jetfly med plads til 32 passagerer.

Dagens Gossip