Sund morgenmad: Fem gode grunde til at spise havregryn

For mange mennesker er en portion havregryn med mælk den faste begyndelse på en god dag. Og der er da også rigtig god grund til at spise de sunde gryn.

Health.com har her samlet 5 af dem:

1. Havregryn er fuldkorn

Det er sundt og mættende at spise en portion havregryn til morgenmad. Havregryn er nemlig 100 pct. fuldkorn og fyldt med fibre, så en enkelt portion på 75 g dækker faktisk næsten den mængde fuldkorn, du anbefales at spise på en dag.

Herudover har havregryn også et pænt indhold af antioxidanter, som er særdeles gode for vores helbred.

Bliver du tyk af at spise for meget havregryn? Få diætistens ærlige svar på Slankedoktor.dk.

2. Havregryn gavner hjertet

Flere undersøgelser har peget på, at havregryn kan mindske din risiko for at blive ramt af en hjertesygdom. En undersøgelse publiceret i JAMA Internal Medicine har undersøgt 10.000 amerikaneres spisevaner, og de personer, som spiste flest fibre om dagen (omkring 21 g), havde 10-12 pct. lavere risiko for at blive ramt af slagtilfælde og hjerneanfald end dem, som kun spiste 5 g om dagen.

3. Havregryn mindsker kræftrisiko

At spise en fiberrig kost med bl.a. havregryn kan faktisk mindske din risiko for at få kræft, bl.a. i endetarmen.

En undersøgelse publiceret i International Journal of Epidemiology viser, at præmenopausale kvinder, der spiste en fiberrig kost, halverede risikoen for at blive ramt af brystkræft, når man sammenlignede med dem, der spiste mindre fiberrigt.

Mangler du inspiration til en morgenmad, du gider spise? Få 3 bud på lækre morgenmåltider med fuldkorn på Søndag.dk.

4. Havregryn gavner kolesteroltallet

Har du et højt kolesteroltal, kan du med fordel kaste dig over havregrynene. Forskere har fundet ud af, at spiser du 3 g fiber fra havre om dagen, kan du sænke kolesteroltallet med op til 8-23 pct.

5. Havregryn bekæmper betændelser

Kronisk inflammation i kroppen kan have en række helbredskonsekvenser. Bl.a. overvægt, kræft og hjerteproblemer. Men et særligt stof i havre kan faktisk bekæmpe inflammationen i kroppen og dermed gavne helbredet.

Af Mia Qvist Scheelsbeck, NewsDesk, Aller Media

Dagens Gossip