Sunde forældre har underernærede børn

Skrevet af Michael Lauritsen

02/10/2013

Dagens topnyheder

Et godt lag tandsmør på brødet eller et ordentligt læs kartofler. Det er noget, der som regel ikke bliver serveret hos veluddannede forældre i den såkaldte sundhedselite.

I stedet spiser både mor, far og børn proteinrige og fedtfattige retter. Men det er for hård og mager kost for børnene, som har brug for kulhydrater fra pasta, kartofler og ris - og fedt fra eksempelvis smør og mælk, skriver MetroXpress onsdag.

Det kan mærkes i blandt andre Rudersdal Kommune nord for København. Her er mange veluddannede forældre nemlig ensbetydende med mange undervægtige børn.

- Disse veluddannede, fedtforskrækkede forældre tørsteger kød, skyller fedt fra hakkekødet og spiser bønner og skyr for at holde vægten nede. Deres børn spiser det samme, siger sundhedsplejerske i kommunen, Dorte Fischer, til MetroXpress.

Følg Dagens.dk på Facebook - Altid gratis nyheder og underholdning

I Aarhus Kommune vejledes de ellers veluddannede forældre i at give børnene en ordentlig kost med fedt og kulhydrater, så de mentalt og fysisk kan udvikle sig optimalt.

- Vi snakker meget med mødrene om, at de ikke skal være så fedtforskrækkede. De giver helt små børn for groft mad og sparer for meget på fedtet, Carrie Ann Limburg, sundhedsplejerske, Aarhus Kommune, til MetroXpress.

Ifølge Line Nordborg, der er ledende sundhedssygeplejerske på Østerbro i København, gør forældrene det ikke, fordi de ønsker, deres børn skal være tynde. Men hun understreger - ligesom sine kolleger - at de små skal have anden kost.