Sundere mad i kommunens haller

I løbet af de næste par måneder forventes 8 haller i Ikast-Brande Kommune at være det, der kaldes Nøglehuls-certificerede. Det betyder, at cafeterierne skal tilbyde mad, som lever op til en række krav om at indeholde mindre fedt, sukker og salt samt passende portionsstørrelser og mere frugt, grønt og fuldkorn. Kommunens sundhedskonsulenter har derfor været i gang med at undervise og inspirere til ændringer og øget udbud af sundere mad i cafeterierne. Der er ydet støtte til projektet fra Sundheds- og Omsorgsudvalget og Kultur- og Fritidsudvalget.

Hjælp fra 7.b
Det er eleverne fra 7.b på Ejstrupholm Skole, som har foreslået, at det var en god ide at arbejde med sundere mad i hallerne. Dette blev kåret som den bedste ide ud af mange gode forslag fra eleverne, da Ikast-Brande Kommunes sundhedsafdeling bad dem om at hjælpe med ideer til, hvordan kommunen kan hjælpe familier, børn og unge med at blive sundere. Sund mad giver mere energi og overskud, og derfor lytter kommunen til 7.b og handler på deres ønske om nogle sundere alternativer i hallerne med dette projekt, som kaldes "Sundere mad i hallerne".

Landsholdspiller med i projektet
Håndboldspilleren og landsholdspiller Susan Thorsgaard er tilknyttet projektet og er med til at støtte, udvikle og rådgive hallerne. Hun har en naturlig interesse for sundhed, da hun uddanner sig til bachelor i sundhed og ernæring.
Kick off event.

De 8 haller vil i løbet af de næste par måneder markere, at projektet er skudt i gang. Hver hal vil afholde en lille "kick off event", hvor der bliver smagsprøver på de sunde menuer, konkurrencer, spillere fra FCM Håndbold, FCM fodboldakademi og udøvere fra Brande Taekwondo Klub kigger forbi, og der bliver mulighed for at få et gratis mini-sundhedstjek.
 

Dagens Gossip

Dagens TV