Sundhedsekspert advarer mod dansk diagnosesyge

Skrevet af admin

27/03/2016

Mest læste i dag

Førhen var man enten syg eller rask. I dag kan vi alle sammen få en diagnose, hvis vi besøger lægen. Derfor skal man også passe på med at bruge diagnoser i den kommunale sagsbehandling.

Sådan lyder vurderingen fra Jakob Kjellberg, som er professor og programleder for sundhed ved Det Nationale Institut for Kommuners og Regioners Analyse og Forskning, Kora.

- I dag er der stort se flere diagnoser, end der er mennesker i Danmark. Hvis jeg gik til lægen og blev ordentligt undersøgt, kunne jeg sagtens få et par stykker, siger Jakob Kjellberg.

- Engang brugte man diagnoser på en måde, som gav mere mening i en sagsbehandling. Det diagnosebegreb, vi har i dag, er så komplekst, at det bliver sværere at koble det sammen med en funktionsevne, siger han.

Fra direktør i Sundhedsstyrelsen, Søren Brostrøm, lyder det, at kommunerne alt for ofte kræver en sygdomsdiagnose, før en borger med et tab af funktionsevne kan få hjælp fra det offentlige.

Jakob Kjellberg kan ikke vurdere, om diagnoser har for stor indflydelse på kommunernes afgørelser. Men han advarer imod at tillægge diagnoser for meget betydning.

- Man er ikke nødvendigvis syg, fordi man har en diagnose. Det afhænger jo af, hvilken behandling man får, siger han.

- Derfor skal man passe på med at koble det at have en diagnose til en erhvervsevne eller behovet for en ydelse.

Kritikken fra sundhedsstyrelsens Søren Brostrøm bliver bakket op af Lægeforeningen og paraplyorganisationen Danske Patienter.

Kommunernes Landsforening, KL, afviser dog kritikken.

- Nu har man sat gang i en debat om, hvordan man bruger diagnoser i vores samfund, og den debat hilser vi velkommen, siger Christian Harsløf.

- Men når det er sagt, vil jeg slå fast, at forestillingen om at kommunerne smider servicelovens værdier om funktionsbestemmmelse på møddingen og lader diagnoserne overtage, kan jeg ikke genkende, siger han.

/ritzau/