Sundhedsekspert: Personlige trænere gambler med spiseforstyrrede pigers helbred

Skrevet af Morten Larsen

21/01/2016

Dagens topnyheder

Flere tidligere spiseforstyrrede unge kvinder stiller op i krævende fitnesskonkurrencer.

- Du ser det ofte på Instagram, hvor pigerne erklærer, at de vil stille op i fitnesskonkurrencer, når de er i bedring eller lige er kommet sig over deres spiseforstyrrelse, forklarer Morten Svane, der er cand. It og sundhedsblogger med personlig baggrund i det danske fitnessmiljø.

I jagten efter vaskebrættet på maveskindet, og de markerede muskler på den gyldenbrune krop, hyrer kvinderne en personlig træner, der kan hjælpe dem med at blive til bikini-atleter.

- Jeg kan sagtens forstå, hvorfor pigerne finder det tiltalende at stille op i fitnesskonkurrencer, da det taler til deres behov for ekstrem kontrol over deres krop og den mad, de spiser. Det legitimerer med andre ord kontrolbehovet, siger Morten Svane til Dagens.dk.

På få år har hele fitnessmiljøet i Danmark oplevet et enormt boom, og hvor der for tre år siden blot var 16 deltagere i kategorien Bikinifitness til DM i Bodybuilding & Fitness, så var der sidste år 159 navne på deltagerlisten.

Den markante stigning i interessen for body- og bikinifitness har været godt nyt for de coaches og personlige trænere, der mod betaling hjælper de spirende atleter mod podiet i konkurrencerne.

- Der er mange brodne kar i branchen, og flere coaches har en ukritisk tilgang til at tage nye kunder ind uden at tage højde for deres sygdom, siger Morten Svane.

Han håber, at de personlige trænere i højere grad vil tage et ansvar, når de bliver opsøgt af kvinder med spiseforstyrrelser i rygsækken.

Læs også: “Skjult” spiseforstyrrelse: Her er advarselstegnene

- Flere af disse piger er ofte i bedring eller først lige kommet ud af deres spiseforstyrrelse, men alligevel ser jeg ofte coaches sige ja til at vejlede dem igennem et konkurrenceforløb, siger Morten Svane.

Udover hård og daglig træning i fitnesscentret, så er en stram diæt med konstant fokus på måltider og en gradvis fjernelse af kalorier ikke godt for en person med en spiseforstyrrelse i bagagen.

- Det er uansvarligt, når coaches vejer deres forretning over det etiske aspekt, og på den måde vælger at gamble med disse personers psyke og helbred. Ved at guide pigerne gennem et konkurrenceforløb er der risiko for at slippe djævlen løs igen, siger Morten Svane.

Følg Dagens Sundhed for flere lignende artikler: