Sundhedsformand: Uddannelsen presser de unge psykisk

Skrevet af admin

05/03/2014

Mest læste i dag

Når næsten hver femte af landets unge kvinder i alderen 16-24 år synes, de har et dårligt mentalt helbred, så er det et advarselsflag, som skal tages alvorligt.

Det siger formand for Danske Regioners sundhedsudvalg Ulla Astman (S) på baggrund af den nye Nationale Sundhedsprofil 2013, som offentliggøres onsdag.

- Her er noget, vi skal kikke nærmere på. Vi er nødt til at komme et spadestik dybere ned i, hvorfor så mange af de unge, ikke mindst kvinder, har det dårligt psykisk og lider af stress og søvnbesvær og så videre, siger hun.

- Har det noget at gøre med uddannelsessystemet og frygten for nederlag der? Selvom vi gerne vil have de unge uddannet hurtigt, er der måske brug for lidt mere luft, så for mange ikke knækker.

- Vi ved jo, at den mentale sundhed har stor betydning for, hvordan det går folk siden hen i livet, siger hun.

Med den nye, store befolkningsundersøgelse i hånden vil regionerne gerne mere på banen ikke bare i behandlingen af sygdom, men også med forebyggelse og opfølgning.

- Pengene skal bruges rigtigt og prioriteret bedst muligt. Målet er flere gode leveår til borgerne, hvor ikke kun stadig bedre behandling, men også livskvalitet og et godt arbejdsliv har betydning.

- Midlet er blandt andet stærkere og mere forpligtende sundhedsaftaler mellem regioner og kommuner, siger Ulla Astman.

Selvom undersøgelsen viser tendens til, at der ryges og drikkes mindre, er der ifølge Ulla Astman for mange ting, der ikke rykker sig tilstrækkeligt.

- Der er stadig store efterslæb med hensyn til overvægt, motion, social ulighed i sundhed og den mentale sundhed. Det nytter ikke noget at lade 1000 blomster blomstre og spilde ressourcer på forebyggelse, der ikke tilstrækkelig bundet op på faglig viden, siger hun.

/ritzau/