Sundhedsminister garanterer gratis lægebesøg

»Jeg har ansvar for, at der er fri og lige adgang til sundhedsvæsnet. Hvis lægerne opsiger aftalen med det offentlige, så vil jeg tage de nødvendige skridt for at sikre, at der stadig er adgang til den nødvendige lægehjælp,« siger hun.

»Det kommer ikke til at være danskerne, der får pålagt en udgift for lægebesøg, hvis lægerne begynder at tage penge for konsultationer. Hvordan præcis vi vil sikre fri adgang til lægehjælp, ved jeg ikke endnu, men jeg kan godt garantere for, at jeg ikke skriver en blankocheck til Henrik Dibbern (formand for Praktiserende Lægers Organisation, red.) og de praktiserende læger,« siger Astrid Krag.

Den udmelding kommer efter, at Dibbern har gjort det klart, at danskerne godt kan forvente at skulle betale for lægebesøg, hvis sundhedsministerens nuværende forslag til et indgreb i konflikten vedtages i slutningen af juni.

Sundhedsministeren maner til besindighed og påpeger, at det nuværende lovforslag forlænger den eksisterende ordning frem til efteråret 2014. De næste 15 måneder kan således bruges på at finde en aftale, alle er tilfredse med.

»Jeg tror slet ikke, at vi kommer dertil. Vi foreslår jo netop, at vi forlænger den nuværende ordning, så vi får ro til at tale tingene igennem og nå en fælles løsning,« siger Astrid Krag.

Man skal tilbage til 1984, før der sidste gang var en konflikt mellem det offentlige og praktiserende læger i Danmark, der resulterede i, at lægerne afleverede deres ydernummer.

Dagens Gossip

Dagens TV