Sundhedsminister: Tvang over for psykisk syge skal begrænses

Nu vil sundhedsminister Astrid Krag (SF) have skruet ned for brugen af tvang, der har ligget på samme niveau de seneste ti år. Hun mener dog, det er urealistisk at sætte et mål om fuldstændig fjernelse af tvang over for psykiatriske patienter.

»Vi skal være ambitiøse, men samtidig også ærlige. Det kommer til at tage nogle år at komme meget langt ned. Men for de allermest syge har jeg svært at se, at vi kan blive 100 procent fri for alle former for tvang,« siger Astrid Krag, der fredag formiddag præsenterer anbefalingerne fra regeringens psykiatriudvalg.

Indstillingerne fra udvalget skal danne grundlag for en national handlingsplan for psykiatriområdet, og udvalget anbefaler netop, at anvendelsen af tvang nedbringes som en af indsatsområderne.

I sin åbningstale i Folketinget tirsdag kom statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) også ind på brugen af tvang i psykiatrien. Hun kaldte udviklingen trist og varslede forsøg med bæltefrie afdelinger.

Et konkret resultat af psykiatriudvalgets arbejde kan ifølge Astrid Krag være et forsøg med bæltefrie psykiatriske afdelinger. Der er gode eksempler på psykiatriske afdelinger, hvor man har haft held til at bringe antallet af magtanvendelser over for psykisk syge ned.

»Jeg tror, der er rigtig mange veje til at nedbringe tvangen. Mange ting skal sættes i værk på samme tid. Både i forhold til at kigge på metoder og kompetencer hos personalet og kulturen på afdelingerne, men også i forhold til at diskutere, hvordan den tvang, der udøves, kan blive så lidt indgribende som muligt,« siger Astrid Krag.

En undersøgelse gennemført af Region Hovedstadens Psykiatri, som netop er publiceret i det videnskabelige tidsskrift Perspectives in Psychiatric Care, viser, at der ved simple midler kan ske en reduktion i brugen af tvang. Det handler blandt andet om systematisk evaluering af brugen af tvangsfiksering, om at lade patienterne deltage i behandlingsmøder og sørge for, at det er god plads omkring patienterne. Det har i alle tilfælde reduceret antallet af tvangssituationer med mellem 46 og 64 procent.

Astrid Krag fremlægger psykiatriudvalgets konklusioner på et pressemøde fredag klokken 11.

Dagens Gossip