Sundhedsprojekt: Samarbejde skal give kortere og færre indlæggelser

Et samarbejde mellem Randers, Norddjurs, Syddjurs og Favrskov Kommune, Regionshospitalet Randers og praktiserende læger munder nu ud i konkrete sundhedsprojekter.

"Projekt Sundhedsstrategisk ledelse af det nære sundhedsvæsen” hedder det tværfaglige tiltag, der skal klæde ledere på sundhedsområdet på, til at udvikle bedre behandlingsforløb.

Et resultat af projektet er blandt andet, at kommunernes hjemmesygeplejersker skal afprøve et nyt redskab til at opdage sygdomme tidligere.

Et tiltag, der kommer alle parter i samarbejdet til gode, mener Ingelise Juhl, der er chef for Sundhed og Omsorg i Syddjurs Kommune.

- Det ideelle er, hvis vi kan undgå indlæggelser ved at fange flere sygdomme i opløbet. Samarbejdet om den tidlige opsporing er et godt eksempel på, at vi kan sikre endnu bedre patientforløb ved at dele viden og erfaringer på tværs af hospital, kommuner og praktiserende læger, siger Ingelise Juhl.

Syddjurs Kommune er sammen med Favrskov Kommune også med i et andet tiltag, hvor borgere med KOL får bedre muligheder for at blive behandlet for deres sygdom i eget hjem.

- For mange af vores ældre og borgere med kronisk sygdom kan det være en fordel at få en del af behandlingen i hjemmet fremfor at være indlagt på et hospital. Det kan give en større tryghed, og ofte kommer man sig hurtigere efter et sygdomsforløb. Derfor vil vi nu gøre os nogle erfaringer med behandling af KOL-patienter i deres eget hjem, siger Kate Bøgh, direktør for Social og Sundhed i Favrskov Kommune.

Helt konkret kommer hjemmesygeplejerskerne i Favrskov og Syddjurs Kommune, i praktik, på Regionshospitalet Randers, så de bliver i stand til at overføre behandlingsformerne til den kommunale hjemmepleje.

Dagens Gossip