Sundhedsstyrelse: Ebola vil sprede sig til USA

Skrevet af admin

08/08/2014

Dagens topnyheder

Det er uundgåeligt, at den dødelige virus ebola rammer USA.

Sådan lyder vurderingen fra de amerikanske sundhedsmyndigheder set i lyset af, at Vestafrika i øjeblikket er ramt af det største udbrud af ebola nogensinde.

Virussen har allerede kostet en mand med amerikansk-liberisk statsborgerskab livet, efter at han blev syg på et fly mellem Liberias hovedstad, Monrovia, og storbyen Lagos i Nigeria.

Det er netop på grund af flyrejser, at sygdommen kan nå USA, lyder det. Et udbrud på den anden side af Atlanten vil dog formentlig ikke blive særlig stort, beroliger myndighederne.

- Det er helt klart muligt, at folk i USA kan blive syge efter at være blevet smittet uden for landet, siger chefen for den amerikanske sundhedsstyrelse (CDC), Tom Frieden, under en høring i Kongressen.

- Vi er alle forbundet, og der vil uden tvivl være rejsende - amerikanske statsborgere og andre - som rejser hertil fra disse lande og får symptomerne. Men vi er ret sikre på, at der ikke kommer et større udbrud i USA, fortsætter han.

Virussen smitter blandt andet ved tæt kontakt med kropsvæsker, og den har indtil videre kostet 932 personer livet. Flere end 1700 personer er siden marts blevet smittet i landene Sierra Leone, Guinea, Nigeria og Liberia.

Der findes ingen kendt vaccine mod ebola, men det diskuteres i øjeblikket, om forskellige typer medicin, der fortsat er i forsøgsfasen, skal tages i brug for at behandle ofrene.

Den amerikanske læge Kent Brantly, som blev smittet med ebola i Liberia, har blandt andet givet sig selv et nyt serum, som tilsyneladende har haft en positiv effekt.

/ritzau/Reuters