Super Bowl bliver en kamp mellem to generationer

Skrevet af admin

19/01/2014

Dagens topnyheder

Årets Super Bowl-finale den 2. februar i New York bliver et opgør mellem en af NFL's legendariske quarterbacks og en af ligaens unge kometer.

I søndagens AFC-finale mellem Denver Broncos og New England Patriots mødes quarterback-ikonerne Peyton Manning og Tom Brady.

Og i den efterfølgende NFC-finale mellem Seattle Seahawks og San Francisco 49'ers er det de unge Russell Wilson og Colin Kaepernick, der tørner sammen.

- Historien om dette års NFL er kampen mellem skaren af unge, fremadstormende quarterbacks mod de gamle, siger NFL-ekspert hos TV3 Sport, Henrik Levysohn.

De to finaler fortæller - ifølge Levysohn - om et kommende paradigmeskifte på pladsen, hvor en moderne quarterback i højere grad selv skal kunne løbe med bolden.

- Når man kigger på, hvor mange yards Brady og Manning tilsammen har løbet i år, så er det minus 13, da de er blevet "sacket" en del gange, siger NFL-eksperten.

- Ser man på NFC-finalen, så har unge Russell Wilson og Colin Kaepernick sammenlagt løbet for over 1000 yards. Og der er generelt kommet en masse unge quarterbacks i ligaen, der kan finde ud af at løbe med bolden.

Henrik Levysohn mener desuden, at denne NFL-sæson adskiller sig fra andre, da Super Bowl-finalen for første gang nogensinde spilles udendørs.

- I den forbindelse spekuleres der i, om New England specifikt har sammensat et hold, der kan finde ud af at spille i snevejr, minusgrader, og hvad der ellers kan være i New York i starten af februar.

- New Englands træner, Bill Belichick, har fokuseret mere på et tungt løbeangreb, der er vigtigt at have, når der er dårligt vejr, fortæller Henrik Levysohn

Kampen mellem Denver Broncos og New England Patriots vises på TV3+ søndag klokken 20.30, og San Francisco 49'ers mod Seattle Seahawks følger umiddelbart efter.

/ritzau/