Superliga-bejler henter Sivebæk

Skrevet af admin

10/02/2015

Dagens topnyheder

Viborg FF er ved at opruste til den kommende sæson, hvor fodboldklubben håber på at spille med i Alka Superligaen.

Tirsdag har Viborg, som overvintrer på andenpladsen i 1. division, offentliggjort, at klubben henter midtbanespilleren Christian Sivebæk på en fri transfer.

26-årige Sivebæk har til sommer kontraktudløb med Vejle Boldklub. I Viborg får han en kontrakt frem til udgangen af 2017, oplyser spillerens kommende arbejdsgiver.

- Jeg føler mig klar til at tage det næste skridt i min karriere, og hele det sportslige setup i Viborg har tiltalt mig rigtig meget.

- Vi har en fælles ambition om at spille Superliga inden for en overskuelig fremtid, og jeg ser Viborg som en meget attraktiv mulighed for at udvikle mig yderligere, siger Sivebæk til Viborgs hjemmeside.

Viborg-sportschef Ole Nielsen ser frem til tilgangen af Sivebæk, der har en fortid i Seattle Sounders, Skive IK og FC Midtjylland.

- Vi har fulgt Christian Sivebæk længe, og vi synes, han er en spændende spiller med nogle unikke spidskompetencer. Han har en utrolig speed og slår gode indlæg, som er nogle af de kvaliteter, vi kigger efter.

- Vi har samtidig bemærket, at han er blevet mere moden og stabil i sit spil og leverer flere og flere stærke præstationer, så vi glæder os til, at han bliver en del af Viborg FF, siger Ole Nielsen.

Siden sommeren 2012 har Sivebæk spillet for Vejle.

/ritzau/