Superliga-chok: Esbjerg fyrer cheftræner Jonas Dal

Skrevet af admin

30/06/2016

Mest læste i dag

Superligaklubben Esbjerg har stoppet samarbejdet med cheftræner Jonas Dal.

Det oplyser klubben torsdag.

Lars Lungi Sørensen tiltræder som midlertidig cheftræner.

- Beslutningen er en konsekvens af svigtende resultater og en uenighed om den fremtidige ledelse.

- Vi indleder nu en proces med henblik på at ansætte en ny cheftræner, og indtil da vil Lars Lungi Sørensen have træneransvaret, siger Esbjergs bestyrelsesformand, Kristoffer Jarl Kristensen, i en pressemeddelelse.

Esbjerg fyrede i august 2015 Niels Frederiksen som cheftræner.

Han blev erstattet af den midlertidige duo med Michael "Mex" Pedersen og Lars Lungi Sørensen, som sad i sædet, indtil Jonas Dal tiltrådte i oktober 2015.

Jonas Dal nåede altså kun at få lidt over et halvt år i den vestjyske klub.

I den seneste sæson sluttede Esbjerg under Jonas Dals ledelse på næstsidstepladsen i Superligaen.

Holdet var syv point efter AGF på tiendepladsen og 12 point foran nedrykkerne fra Hobro, hvor Jonas Dal indledte sæsonen med at være cheftræner.

Tidligere i juni var den tidligere Esbjerg-spiller Emil Lyng ude med kritik af Jonas Dals træningsmetoder. Han efterlyste blandt andet mere disciplin.

Træneren afviste kritikken og holdt fast i, at klap på skulderen er bedre end pisk.

/ritzau/