Superliga-træner ser ikke FCM-afrikanere som landsholdsspillere

FC Midtjyllands nigerianer Sylvester Igboun kan i bedste fald være klar til at spille for det danske landshold til næste år. Både han og de nigerianske holdkammerater Izunna Uzochukwu og Rilwan Hassan melder i fredagens udgave af BT ud, at de forventer at søge dansk statsborgerskab, når talenterne inden længe har været ni år i Danmark.

Men den erfarne FC Vestsjælland træner Ove Pedersen har set nok til afrikanernes potentialer til, at han vurderer de tre spilleres eventuelle kandidatur som en juvel serveret for en dansk landstræner.

- Jeg vil maksimalt vurdere, at Sylvester Igboun kan blive aktuel på det danske landshold til en plads på kanten. Han er der ikke endnu. Det har vi for mange gode spillere til. Men han har potentialet til at kunne blive aktuel med tiden, siger Ove Pedersen.

Han ser endnu mindre chancer for en anden kantspiller i Rilwan Hassan og den ihærdige midtbaneoprydder Izunna Uzochukwu.

- Man skal aldrig sige aldrig. Men jeg synes simpelthen ikke, de har klassen til at være del af det danske landshold.

Ove Pedersen har før haft det svært ved idéen om, at europæiske landshold krydres med nationaliserede stjerner fra eksempelvis afrikanske eller sydamerikanske lande.

- Havde du spurgt mig for to år siden, havde jeg nok ikke været begejstret. Men det er fagre nye verden. Hvis det er sådan, tingene foregår nu, så kan vi ikke stritte imod, siger cheftræneren. 

Dagens Gossip