Superligaen får ingen ny turneringsstruktur

Skrevet af admin

11/06/2015

Dagens topnyheder

Der kommer ikke en ny struktur i fodboldens Alka Superliga og 1. division. Det står klart efter et afgørende møde onsdag i Odense mellem de 24 klubber i Superligaen og 1. division

Årsagen er, at der ikke kunne blive enighed om en ny turneringsstruktur.

Det skriver Divisionsforeningen i en pressemeddelelse onsdag aften.

To modeller fra det hollandske konsulentfirma Hypercube var på banen. En med 12 hold og en med 14 hold - begge med slutspil - men klubberne kunne ikke blive enige om nogen af dem.

Derfor fortsætter de to bedste danske ligaer som uændret med 12 hold i hver uden et slutspil.

- Med baggrund i Hypercubes grundige analysearbejde har der været forhandlet hele dagen, men desværre kunne klubberne ikke nå til enighed om en ny struktur i denne omgang.

- Det har været en fantastisk lærerig proces, som har givet ny næring til hele fodbold-Danmark, og den lægger mange grundsten for fremtidige udviklingstiltag, som skal bringe dansk fodbold fremad, udtaler Claus Thomsen, direktør i Divisionsforeningen.

Det var ellers ventet, at de bedste danske ligaer skulle have ny struktur fra sæsonen 2016/17, eller måske allerede fra efter sommerferien, hvis man kunne blive enige om en ny struktur på 12 hold.

I den forbindelse har Hypercupe i den seneste tid afholdt en række møder med landets bedste klubber og forskellige interessenter i dansk fodbold.

Hypercupe er af den opfattelse, at de danske hold med en ny struktur kan få et kvalitetsløft til at kunne begå sig bedre i de europæiske turneringer.

Man har sammenlignet Danmark med Belgien, der har oplevet fremgang ovenpå en ny turneringsstruktur.

/ritzau/