Superligaen hæmmer U21-landsholdets EM-forberedelser

Skrevet af admin

02/06/2015

Mest læste i dag

Det danske U21-landshold har markant kortere forberedelsestid end modstanderne ved det forestående EM i Tjekkiet.

Jess Thorup må vente med at samle den danske EM-trup til mandag den 8. juni, efter at sidste spillerunde i Alka Superligaen er afviklet.

På det tidspunkt har flere af gruppemodstanderne forberedt sig i dagevis. Landstræneren nævner de tjekkiske værter og Tyskland.

- Vi samles den 8. juni - dagen efter at halvdelen af truppen har spillet kampe i Superligaen. Det siger sig selv, at det er ikke er helt optimalt, siger Jess Thorup.

Andre ligaer har indrettet sig anderledes i forhold til U21-EM. Eksempelvis blev sidste spillerunde i den tyske Bundesliga afviklet den 23. maj.

- Tyskerne har 14 dages pause mere end os, så deres spillere har haft mulighed for at komme væk og måske endda nappe en ferie. Så kan de komme tilbage og samle sig om slutrunden.

- Tyskland og Tjekkiet tager på træningslejr før EM, og Tjekkiet når endda at spille to testkampe, inden vores hold overhovedet er samlet, siger Jess Thorup.

De danske modstandere har ikke kun bedre forberedelsestid. Det tætpakkede og pauseløse kampprogram for de danske U21-spillere fra Superligaen giver desuden Jess Thorup en række andre udfordringer.

- Spillerne kommer direkte efter en lang sæson, hvor nogle af dem måske har vundet noget, mens andre har misset noget.

- Jeg ved ikke, om nogle af dem kan være brændt ud. Det håber jeg ikke. Jeg håber, at EM er så stort, at det giver noget ekstra.

- Under slutrunden skal vi også være ekstra gode i forhold til at restituere og dosere træningen, siger Jess Thorup.

Selv om landstræneren ikke kan nå ændre på forberedelsesmulighederne denne gang, så håber han, at der bliver lyttet til ham hos klubber og turneringsplanlæggere.

- Det er et lille opråb i forhold til, at det forhåbentlig ikke er sidste gang, at der er et ungdomslandshold, der kvalificerer sig til en slutrunde. Så man kan vel lige så godt fremadrettet indrette sig på, at vi har samme betingelser som de andre hold, siger han.

- Mit opråb er til alle i dansk fodbold. Det kan være til kampplanlæggere og klubber.

- Hvis vi havde spillet en eller to midtugekampe mere, så kunne turneringen stoppe en uge før. Vi skal vel give os selv de bedst mulige forberedelser, siger Thorup.

Den 11. juni spiller U21-landsholdet en enkelt testkamp mod Sverige, før Tjekkiet venter i EM-åbningskampen i Prag seks dage senere. Ud over Tjekkiet er danskerne i gruppe med Tyskland og Serbien.

Den danske målsætning er en plads i semifinalerne.

/ritzau/