Superligaens førerulve tævede tamme AGF

Skrevet af admin

08/12/2013

Dagens topnyheder

FC Midtjylland slog titlen som "herbstmeister" i Superligaen fast, da midtjyderne søndag aften uddelte tæv til en flok tamme og opgivende AGF’ere.

Morten Rasmussen, Erik Sviatchenko og Marco Larsen stod for de tre mål i 3-0 sejren. Sylvester Igboun fik rødt kort.

Sejren betyder, at FC Midtjylland kan gå på juleferie som Superligaens førerhold med mindst fire point ned til andenpladsen - alt afhængig af, hvor mange point AaB henter mod Viborg mandag.

AGF må derimod acceptere en status som bundhold over vinteren.

FC Midtjylland var her, der og alle vegne, og den store sejr var helt fortjent. Midtjyderne sad på spillet fra start til slut, og ulvene åd århusianerne råt i stort set alle dueller. Der var både viljen og evnerne til forskel på de to mandskaber søndag aften.

I kampens indledning blev det med det samme klart, hvem der var mødt op på MCH Arena med mest selvtillid. Der tegnede sig hurtigt et billede af, at hjemmeholdet ville det mest. AGF trak sig langt tilbage på banen, og det skulle ikke vise sig som en god løsning.

Efter 18 minutters spil kunne den tidligere AGF’er Morten "Duncan" Rasmussen således udnytte en kæmpe fejl af Stephan Petersen til at bringe FCM foran med 1-0. Der var kæmpe tempoforskel på de to hold i første halvleg, og det skulle blive meget værre for AGF.

Kampen blev nemlig lukket i første halvleg, da både Erik Sviatchenko og Marco Larsen scorede i slutfasen af første halvleg til en pausestilling på 3-0.

AGF-træner Peter Sørensen forsøgte sig med to udskiftninger fra anden halvlegs start, og det var med til at redde en smule af æren for Aarhus-klubben. Det lykkedes nemlig ikke for FC Midtjylland at få scoret yderligere i kampen.

Kampen fik dog en smule dramatik, da Sylvester Igboun fik direkte rødt kort efter godt 70 minutters spil for at sparke ud efter Alexander Juel Andersen.

Nu venter en lang vinterpause for de to mandskaber, inden der er lagt op til en interessant forårssæson i Danmarks bedste fodboldrække.

/ritzau/