Superligaens tophold forlænger med tysk kulturbærer

Skrevet af admin

01/11/2013

Dagens topnyheder

Fodboldspilleren Kolja Afriyie fortsætter karrieren i FC Midtjylland.

Den 31-årige tysker har fået forlænget sin kontrakt, så den udløber med udgangen af 2014.

- Jeg er glad for at være i klubben, og vi har løbende snakket sammen, siger Kolja Afriyie til FC Midtjyllands hjemmeside.

- Man kan sige, at FC Midtjylland er en hjerteklub. Jeg kom i 2006, og det var først i FC Midtjylland, jeg fik mit rigtige gennembrud og etablerede mig som en profil, så det var egentlig en nem beslutning at forlænge kontrakten, siger han.

Kolja Afriyie optrådte for AC Horsens og Esbjerg, før han skiftede til FC Midtjylland.

Bortset fra en kort afstikker til Energie Cottbus i hjemlandet har forsvarsspilleren været i den midtjyske klub siden 2006.

Kolja Afriyie har døjet en del med ryggen, men han er nu klar igen.

- Det gælder for mig om at kæmpe mig tilbage på holdet, nu hvor jeg er helt klar igen. Jeg skal både konkurrere om en plads i midterforsvaret og på højre back.

- Det vil jeg kæmpe for og ser gode muligheder for, siger tyskeren.

Superligaens tophold glæder sig over forlængelsen.

- Kolja er en rigtig vigtig spiller, ikke mindst for omklædningsrummet. Han er en rutineret og topprofessionel spiller. Han er en leder, og vi er glade for at have ham til at guide og hjælpe vores unge spillere i deres udvikling.

- Han er en rigtig ulv og en god ambassadør for FC Midtjylland, og han har haft en god forståelse for vores situation i forbindelse med forlængelsen, siger ordførende direktør, Claus Steinlein.

Kolja Afriyie har spillet 180 kampe for FC Midtjylland.

/ritzau/