Superligaens topscorer har skrevet under hos FCM

Skrevet af admin

02/02/2015

Dagens topnyheder

Fredag aften indløste FC Midtjylland superligatopscorer Martin Pusics frikøbsklausul i Esbjerg, og mandag er spilleren og klubben så også nået til enighed om vilkårene for et klubskifte.

Pusic har underskrevet en kontrakt, der gælder for de kommende tre et halvt år, oplyser FC Midtjylland.

- Jeg har valgt FC Midtjylland, fordi det er et hold med store ambitioner og efter min mening det bedste hold i Danmark lige nu. Jeg har også store ambitioner, og jeg ønsker at være en del af projektet, siger Martin Pusic.

Han kommer fra et succesfuldt år i Esbjerg, hvor han scorede 14 gange i 29 ligakampe og markerede sig som en af de bedste angribere i dansk fodbold.

Det fik storsatsende FC Midtjylland til at betale det transferbeløb, der var indskrevet i angriberens kontrakt med Esbjerg, og dermed kunne vestjyderne ikke længere holde på den fysisk stærke forward.

Han kommer i FCM til at konkurrere med landsholdsspilleren Morten "Duncan" Rasmussen om pladsen som spydspids hos ligaens førerhold.

- Martin Pusic er hentet for at øge konkurrencen i angrebet, hvor Duncan har gjort det rigtig godt, men også har måttet kæmpe sig igennem nogle af kampene i efteråret, siger sportsdirektør Claus Steinlein.

- Lige som på resten af holdet har vi øget konkurrencen i angrebet. Det har hele tiden været målet for os at komme styrket ud af transfervinduet, og med signingen af Martin Pusic er vi dobbeltbesat på alle pladser, forklarer Steinlein.

/ritzau/