Superligatopscorer: Jeg koster Viborg point

Skrevet af admin

08/11/2013

Dagens topnyheder

10 gange har Thomas Dalgaard scoret for Viborg i denne superligasæson.

Og samtlige 7563 tilskuere på Viborg Stadion var i gang med at juble over nummer 11, da angriberen blev ramt af et øjebliks uskarphed og i overtiden brændte helt fri foran mål, da FC Midtjylland vandt 3-2.

Chancen blev misbrugt så langt inde i dommerens tillægstid, at en scoring formentlig ville have sikret Viborg det ene point i lokalopgøret fredag aften.

Og angriberen erkender da også, at den skulle have været banket ind.

- Jeg er skuffet over mig selv og over, at jeg ikke sparkede den ind. Vi burde have stået med et point nu. Det var en 100-procent-chance, siger Thomas Dalgaard og forklarer, hvordan han så episoden.

- Det var et indkast, der hoppede over forsvarsspilleren og faldt ned lige foran mig inde foran mål, men jeg misbrugte desværre chancen, siger Superligaens topscorer.

Han mener, at hans hold havde fortjent det ene point i kampen.

Men det er svært at få noget med fra fodboldkampe, når man indkasserer tre mål, mener Viborg-træner Ove Christensen.

- Vi gjorde vores odds dårlige, fordi vi indkasserede tre mål, som vi normalt ikke vil indkassere. Vi jagtede sådan set pointet godt, men tre forsvarsfadæser er svære at rette op på.

- Alligevel må jeg rose mit hold for at blive ved med at jagte målene. Jeg kunne tælle rigtig mange chancer, og vi havde vel også en til allersidst, siger Ove Christensen med henvisning til Thomas Dalgaards afbrænder.

Nederlaget var Viborgs andet på stribe, og holdet risikerer at rykke adskillige pladser ned fra sin femteplads efter weekendens andre kampe.

/ritzau/