Superligatrænere peger på Delaney som forårets profil

FC København er nykåret dansk mester, og en stor del af æren får anfører Thomas Delaney.

Torsdag kårede Tipsbladet traditionen tro forårets profil i Superligaen, og her vandt Delaney i suveræn stil. Det er de 12 superligatrænere, der stemmer, og de må ikke stemme på egne spillere.

Ståle Solbakkens stemme gik således ikke til Delaney, men ni af 11 trænere i de konkurrerende superligaklubber pegede på midtbanespillere som forårets profil.

- Kun Auri Skarbalius (Brøndby, red.) og Kasper Hjulmand (FC Nordsjælland, red.) havde ikke Delaney som etter på deres liste - de valgte begge holdkammeraten Nicolai Jørgensen med Delaney som toer.

- I alt fik midtbanespilleren 53 ud af 55 mulige point, og det gør ham til den næstmest suveræne vinder, siden Tipsbladet i 1994 begyndte profilkåringerne.

Kun Delaneys tidligere medspiller Dame N'Doye gjorde det bedre, da han i 2011 blev forårets profil med maksimumpoint, skriver fodboldmediet.

For et halvt år siden blev Delaney toer i afstemningen om efterårets profil, dengang blev han overgået af AaB-angriber Lukas Spalvis.

Delaney er glad for anerkendelsen.

- Det sætter jeg da pris på. Den bedste ris og ros er jo den, man får inde fra klubben, og derefter kommer det fra folk i branchen, så jeg sætter da pris på, at de anerkender, hvad jeg laver, siger Thomas Delaney til Tipsbladet.

/ritzau/

Dagens Gossip