Supermarkeder lover mindre grænsehandel

»Det er et skridt i den rigtige retning i forhold til at trække handel og arbejdspladser nord for den dansk-tyske grænse,« siger pressechef i Dansk Supermarked, Mads Hvitved Grand.

Den danske afgift på sodavand udgør 1,64 kroner eksklusiv moms pr liter. Det svarer til cirka tre kroner for en halvanden liters sodavand. Mads Hvitved Grand lover, at priserne på sodavand vil blive reduceret tilsvarende, når afgiften udfases.

»Vi vil sænke priserne svarende til afgiften, sådan som vi også gjorde det, da man afskaffede fedtafgiften,« siger Mads Hvitved Grand.

Han forventer, at en stor del af grænsehandlen vil blive fjernet med afgiftsfjernelsen.

»Jeg tror ikke, at vi vil opleve en voldsom stigning i forbruget af sodavand og øl, men ved at reducere afgifterne, flytter man en del af handlen fra grænsehandelsbutikkerne til de danske butikker,« siger Mads Hvitved Grand.

Samme holdning har informationsdirektør Jens Juul Nielsen, COOP.

»Sodavand og øl har været en magnet i den stigende grænsehandel, vi har set over de seneste år. Den stigning vil stoppe, når prisforskellen snævres ind,« siger Jens Juul Nielsen.

Han forventer dog ikke, at afgiftsfjernelsen for sodavand og afgiftslempelsen på 15 procent for øl vil rive tæppet væk under COOPs egne Fakta-butikker syd for grænsen.

»Vi mener stadig, vi har gode muligheder for at drive forretning. Vi har også et almindeligt dagligvaresortiment, og de andre grænsehandelsbutikker er ikke vant til konkurrence,« siger Jens Juul Nielsen.

Regeringens aftale med de borgerlige partier betyder en sænkelse af ølafgiften på 15 procent. Her udgør afgiften i dag 3,03 kroner eksklusive moms pr. liter.

Forbrugerøkonom hos Nordea, Ann Lehmann Erichsen, tror ikke, at sænkelsen af afgifterne vil få danskerne til at droppe grænsehandlen.

Hun mener, at grænsehandelsbutikkerne i stigende grad er blevet et udflugtsmål for danskere.

»Man gør det til en oplevelse at handle et sted, hvor man ikke kan få de sædvanlige varer. Det bliver ikke ændret, ved at man fjerner afgifterne på øl og sodavand,« siger hun til bt.dk.

Dagens Gossip