Superrunder af Thorbjørn og Tiger i Florida

Tiger Woods er godt på vej til at generobre førstepladsen på verdensranglisten i golf.

Kravet er en sejr i denne weekends PGA-turnering i Orlando i Florida, og efter lørdagens tredje runde fører den 37-årige amerikaner Arnold Palmer Invitational-turneringen med to slag.

Thorbjørn Olesen, den eneste danske deltager, spillede som Woods også en superrunde. Det 23-årige stortalent gik som amerikaneren runden i 66 slag - seks under Bay Hill-banens par.

Danskeren præsterede at lave birdies på rundens første fire huller. Og så endnu en på det sjette hul. Dermed lå han fem slag under par efter de første ni huller.

På de afsluttende ni præsterede han to birdies, men blev også noteret for en bogey på hul 15.

Dermed rykker Thorbjørn Olesen op på en delt femteplads med en samlet score på 208. Tre slag efter Tiger Woods og et enkelt slag efter de to amerikanere Rickie Fowler og John Huh, der deler andenpladsen med englænderen Justin Rose.

Præmiesummen i turneringen er på 6,2 millioner dollar, men det er nok ikke sejrschecken, der er optager Tiger Woods mest.

Snarere håbet om at fortrænge nordireren Rory McIlroy fra ranglistens førsteplads, som Woods senest indtog i oktober 2010.

Amerikaneren, der for fem dage siden offentliggjorde, at han nu danner par med den amerikanske skisportsstjerne Lindsey Vonn, har rekorden med 623 uger som verdensranglistens nummer et.

- Jeg slog mange gode slag, ramte bolden fint og havde flere gode putts. Det var afgørende på dagens runde. Jeg er meget tilfreds med mit spil, siger Tiger Woods.

Hans scorekort indeholdt fem birdies, en enkelt bogey samt en eagle.

Vinder han turneringen, er Woods oppe på 77 sejre på den amerikanske PGA-tour. Det er fem færre end rekordholderen Sam Snead.

Desuden vil han med en sejr sætte en enestående rekord, som den første spiller, der vinder den samme turnering otte gange.

/ritzau/AFP

 

Dagens Gossip